Om os

Vigen Design startede i 2015 som et projekt mellem far og søn, Jens og Aske. Dengang lavede vi store plankeborde, skabt af egetræ fra vores egen skov i Sønderjylland. Træet fældede vi selv, skar op på vores savværk og tørrede nænsomt, før det blev forvandlet til møbler.

Produktionen fandt – og finder stadig – sted på vores slægtsgård “Petersholm”, som har været i familien siden begyndelsen af 1900-tallet. Naturen omkring gården betyder meget for os, og gennem årene har vi arbejdet aktivt med skovrejsning, beplantning og pleje af jorden, så området fortsat kan være et smukt og bæredygtigt sted i fremtiden.

Med tiden har vi valgt at fokusere på mindre interiørprodukter, der både har en praktisk funktion og et stærkt æstetisk udtryk. Vi tror på tidløst design – produkter du ikke bliver træt af, og som kan følge dig gennem hele livet.

Det er også grunden til, at vi vælger massive naturmaterialer og en produktion, hvor hver eneste detalje bliver håndbearbejdet. Vores knivholdere er et godt eksempel: magneterne er skjult bag træpropper, så bagsiden står lige så smukt som forsiden. Det giver et eksklusivt, rent udtryk, uanset hvor i rummet man ser dem fra.

Alle vores produkter er håndlavet i Danmark på Petersholm og solgt direkte her på vores webshop. Når du køber et produkt fra Vigen Design, får du ikke bare et interiørobjekt – du får et stykke dansk håndværk, skabt med omtanke, tradition og kærlighed til materialet.